Det er et faktum, at fædre i Danmark befinder sig i bunden i forhold til, hvor meget barsel mændene tager i Norden. Dog mener den nye ligestillingsminister, Karen Ellemann fra Venstre, at øremærkning ikke er løsningen. Ifølge hende er det utroligt vigtigt, at den enkelte danske familie kan få lov til at fordele orloven præcis, som det passer den.
Som modsvar til øremærkning vil ministeren i løbet af den kommende tid arrangere en række møder med store virksomheder i landet, hvor det er lykkes med at få et stort antal af deres mandlige medarbejdere til at tage barselsorlov. Målet med disse møder er at diskutere, hvordan virksomhederne kan komme til at spille en positiv rolle, når det kommer til at støtte op om fædre, der ønsker en større del af orloven med deres børn. Ellemann kalder dette for en kulturændring, og denne diskussion skal helst kunne lede til en konkret og holdbar løsning.
Størstedelen af danske mænd ved ikke, hvor mange ugers barsel de har ret til
De Radikales leder Morten Østergaard og Liberal Alliances politiske ordfører Christina Egelund inviteres i programmet ’Langt fra Borgen’ ud til virksomheden Danish Crane Building i Nibe for at undersøge mændenes forhold til barselsorlov. Her viser det sig, at ingen af mændene tager mere end de 14 dages øremærket fædreorlov lige efter barnets fødsel. Men noget mere overraskende for ligestillingsministeren er, at størstedelen endda ikke ved, at de har ret til 13 ugers barsel med løn. Ellemann mener, at det er en kultur, der skal bearbejdes, og at vi bør insistere på at få det gjort klart i vores samfund, at både mødre og fædre har lige mulighed for at tage orlov.
De danske mænd ligger i bunden, når det kommer til barselsorlov i Norden
Det sker altså langt fra altid, at mændene tager mere end de øremærkede to uger, på trods af at forældre har 32 uger, de frit kan dele imellem sig. Sammenligner man denne statistik med resten af Norden, står det hurtigt klart, at de danske mænd ligger helt i bund i forhold til vores nordiske nabolande. Det er i Danmark nemlig kun 8,6 procent af den samlede barsel, mændene tager, mens dette tal til sammenligning ligger på 25,8 procent i Sverige. I Norge tager 22,5 procent af mændene den samlede barsel, mens det i Island er hele 29,4 procent af den samlede barsel, som fædrene tager.