Mange kommende forældre gør sig tanker omkring, hvordan man både sikrer barnet og sig selv bedst muligt, hvis det frygtelige skulle ske, at den ene forælder falder bort før barnet er myndigt. I denne artikel kan du læse lidt om forskellene på rettighederne ved ægteskab eller testamente.
Der kan være mange ting at tænke over, når man skal vurdere, om man vil sikre hinanden med et ægteskab eller et testamente. Især familier med dine, mine og vores børn står ofte med en række udfordringer, fordi de forskellige børn måske skal sikres på forskellig måde. En efterladt partner kan også blive ramt hårdt økonomisk, hvis der ikke er tegnet testamente eller som minimum indgået ægteskab.
Uanset hvor længe man har boet sammen, vil man nemlig ikke arve sin afdøde partner, medmindre der foreligger et testamente, der kræver det. Det kan resultere i både forviklinger og økonomiske problemer fremadrettet.
Ejer man et hus sammen med sin partner og vedkommende går bort, arver man for eksempel ikke den afdødes andel af huset, hvis man ikke har oprettet et testamente, der netop tager højde for dette. Det gør derimod børnene.
Er disse børn under 18 og dermed umyndige, vil man som hovedregel ikke kunne stille noget op omkring pågældende ejendom, før alle børn er blevet myndige. Man risikerer i så fald at være låst til sit hus i mange år, med kun én indtægt fremadrettet.
Derudover kan man uden et testamente eller ægteskab heller ikke få del i eksempelvis en livsforsikring, som for manges vedkommende er en stor hjælp til de udgifter, der er i forbindelse med en begravelse eller bisættelse, som inklusiv leje af gravsted nemt kan løbe op i tusindvis af kroner over en årrække.
Arvereglerne – på almindeligt dansk
Årsagen skal findes i de juridiske arveregler.
Der findes grundlæggende to typer arv: Tvangsarv og friarv.
Tvangsarv er et udtryk for 25% af det, den afdøde efterlader. Denne del kan udelukkende arves af børn og ægtefælle.
Har man hverken børn eller en ægtefælle, vil tvangsarven i stedet tilfalde børnebørn, oldebørn eller andre nærmeste slægtninge i såkaldt lige linje. Det kan også være forældre og søskende.
Tvangsarven kan man ikke selv bestemme over. Den er, som navnet antyder, tvunget, og selvom man laver et testamente, kan man således ikke slippe for, at 25% af de samlede værdier tilfalder børn og ægtefælle til ligelig fordeling.
Er der 2 børn og en ægtefælle, vil de således hver især modtage 8,3% af den samlede tvangsarv.
Derudover findes der den såkaldte friarv. Den kan man selv bestemme over. Det er derfor friarven, man tager udgangspunkt i, når man opretter et testamente.
Her kan man således vælge at testamentere de resterende 75% af arven udelukkende til sin ægtefælle eller det hele til ét af sine børn og undlade de andre, hvis man ønsker dette. Der er ingen regler for, hvad man må og man bestemmer således selv.
Opretter man ikke et testamente, vil friarven blive fordelt ligeligt mellem de samme som tvangsarven blev fordelt mellem. I tilfældet med 2 børn og 1 ægtefælle, vil de således hver især modtage 33% af dem samlede friarv.
Ægteskab er ikke altid nok
For mange virker det naturligt at blive gift i forbindelse med graviditeten eller fødslen af den lille ny. Enten ved en mere eller mindre uformel vielse på rådhuset eller i forbindelse med barnedåben i kirken efter alle kunstens regler.
Problemet er bare, at et ægteskab sjældent er nok til at sikre sit fælles barn og sin partner på bedst mulige måde. Og især ikke, hvis der også er delebørn i familien og man har fælles ejendom i form af et hus.
Det skyldes de førnævnte arveregler.
Som gift får man ganske vist del i tvangsarven, men man skal stadig dele de resterende 75% af arven ligeligt med alle den efterladtes børn. Også dem, man ikke selv er biologisk forælder til.
Ved at oprette et testamente sideløbende med indgåelse af ægteskabet, kan man dog selv styre hvordan disse 75% skal fordeles.
På den måde kan man f.eks. sidestille sine bonusbørn med sine biologiske børn i forhold til friarven. Man kan også sørge for, at den efterladte ægtefælle arver nok til at vedkommende kan sælge huset uden at være bundet af den del af arven, der ellers ville være tilfaldet de umyndige børn – eller på anden måde fordele den resterende arv på den bedst mulige måde.
Testamente eller ægteskab?
Ideelt set får man den bedste løsning, hvis man både bliver gift og tegner et testamente.
Når man er gift, slipper man nemlig for at betale boafgift, af det man arver – uanset om der er tale om tvangsarv eller den arv, man har fået gennem testamentet.
Er man ikke gift, skal man derimod betale op til næsten 37% i afgift til staten. De penge, der er brugt på et testamente, er derfor nemt tjent hjem igen den dag, man står og skal arve sin partner.
Derudover er ægtefæller også automatisk nærmeste pårørende i forhold til livsforsikringer eller pensionsopsparinger. Er man gift, vil man derfor få udbetalt de penge, den afdøde havde til gode.
Er man ikke gift, vil begge dele derimod indgå i den samlede værdi der efterlades og skal derfor arves ligeligt mellem alle arvinger – medmindre man har angivet sin samlevende partner som nærmeste pårørende direkte hos forsikrings- eller pensionsselskabet inden da. Det kan man nemlig godt, også uden et testamente.
Sidst men ikke mindst kan man som gift sidde i dét, der kaldes for ”uskiftet bo”. Uskiftet bo betyder, at man ikke behøver gøre arven op, før begge ægtefæller er gået bort.
På den måde venter den efterladtes børn med at arve den afdøde, indtil begge ægtefæller er væk eller den efterladte eventuelt gifter sig igen. Noget der især er en stor fordel, hvis der er fælles ejendom. På den måde kan den efterladte nemlig 100% disponere over f.eks. et fælles hus og er således ikke tvunget til enten at sælge eller sidde i huset mod vedkommendes vilje.
Hvis man kun ønsker én ting i første omgang, vil testamentet dog være det valg, der lader den efterladte voksne arve mest muligt. Her vil børnene ganske vist arve 25% af den samlede arv i form af tvangsarven, men de resterende 75% kan tilfalde partneren, hvis dette anføres i testamentet.
Nøjes man med at blive gift, vil partneren derimod højst kunne arve en tredjedel af de samlede værdier, hvis der eksempelvis er 2 børn i forholdet – og en fjerdedel, hvis der er 3. Det skyldes, at hele arven vil blive fordelt 100% ligeligt mellem alle børn og den efterladte ægtefælle.
Men snyder jeg ikke mine børn?
Mange spekulerer over, om de ikke snyder deres børn for en stor del af deres ellers berettigede arv, hvis de testamenterer en stor andel af arven til sin ægtefælle eller partner i stedet. Den andel, der testamenteres væk til anden side, ville jo ellers have tilfaldet netop børnene.
Svaret vil i første omgang være jo. Men kigger man nærmere efter, vil man opdage, at det ikke nødvendigvis er tilfældet.
Har man fælles børn, arver disse ganske vist ikke den afdøde her og nu – men når den sidste ægtefælle dør, vil de få deres arv på dette tidspunkt i stedet. De bliver med andre ord ikke snydt, de får blot deres andel senere.
Er der tale om delebørn, kan sagen dog være en smule mere kompleks. Hvis deres biologiske forælder dør, men vedkommende har testamenteret sin friarv til deres bonusforælder, mister de således denne del af arven – og som udgangspunkt arver disse delebørn ikke deres bonusforælder, den dag vedkommende går bort.
Her kommer testamentet igen på banen. Mange løser nemlig dette dilemma ved, at den ægtefælle, der ikke er biologisk forælder, alligevel skriver disse børn ind i sit eget testamente, så de får del i friarven, den dag begge parter er afgået ved døden. Det bonusforælderen arvede bliver med andre ord, på denne måde, fordelt til børnene i sidste ende alligevel.
Der er dog mange måder at være en familie på og vil man sikre sig selv og sine børn bedst muligt, er det derfor en god idé at søge juridisk rådgivning hos en advokat med speciale i familieret. De er vant til at udarbejde testamenter og kender alle faldgruber og gode råd.